Vagtskifte og reception i salgsafdelingen hos Volkswagen Svendborg

Efter mere end 50 år i bilbranchen og 20 år med Volkswagen har salgschef Erik Andersen valgt at overlade posten til Martin W. Feis, der hidtil har været bilrådgiver hos Volkswagen Svendborg.

Erik fortæller at, selvom han har været med til mangt og meget i branchen gennem årene, er perioden siden Hans-Henrik Vilhelmsen og Flemming Wilhelmsen overtog det daværende NIKA Biler, hans allerbedste år. Åbningen af den store nye forretning på Englandsvej hører til de største oplevelser i hans karriere.

Stadig en del af holdet

Selvom der fremover bliver mere tid til at dyrke vandgymnastik og passe hjemmet i Svendborg sammen med hustruen Joan, har 75-årige Erik Andersen ikke planer at lægge bilerne helt på hylden. Han vil fortsat være at finde hos Volkswagen Svendborg jævnligt, idet han har lavet en aftale om at fungere som seniorkonsulent – dog med en kortere og mere fleksibel arbejdstid. 

Mesteren og lærlingen

Masser af energi, gå på-mod, kundetæft og et stort produktkendskab har flere gange sendt Martin W. Feis til tops, som den bedste af alle Volkswagen sælgere i Danmark. Det kan han blandt andet takke Erik Andersen for, i kraft af dennes evne til at give viden og erfaring videre. 

Martin begyndte karrieren hos Volkswagen Svendborg som salgstrainee i 2007, og har siden opbygget et grundigt kendskab til alle Volkswagen produkter og ikke mindst en stor kundekreds, hvoraf mange har fået et personligt tillidsforhold til den energiske og vellidte sælger.

Træning, købmandskab og tre gange som Danmarks bedste

Volkswagen Danmark gennemfører benhårde uddannelser for alle sælgere, som skal sikre at kunderne får professionel rådgivning, når de besøger en forretning. Fx er Martin blevet certificeret personvognssælger gennem træning på Volkswagen Academy i Tyskland. Men uddannelse gør det ikke alene. Det kræver et særligt DNA at udvise det købmandsskab, som i 2012, 2013, 2014 og 2015 har bragt Martin til tops blandt de bedste Volkswagen-sælgere i Danmark – tre gange på en førsteplads.

Fynbo med begge fødder solidt plantet

Martin stammer oprindeligt fra Odense, og har siden 2004 boet i Svendborg sammen med sin kæreste. – Min udnævnelse til salgschef vil ikke distancere mig fra kunderne, forklarer Martin W. Feis. – Tværtimod skal jeg nu have endnu mere fokus på kundetilfredshed, samtidig med at jeg er tilstede i forretningen. Jeg er nemlig ikke tilfreds før kunden er tilfreds. Jeg vil fortsat møde vores kunder i øjenhøjde og arbejde for professionel rådgivning baseret på tillid, fortsætter han.

Vellidt kollega med den rigtige holdning

Martins chef, direktør Hans-Henrik Vilhelmsen supplerer: - Martin har en unik interesse for alt der har med bilmarkedet at gøre. Det har resulteret i, at han er knivskarp og har et detaljeret indblik i både vores og konkurrenternes produkter. Blandet andet derfor har Martin en stor del af æren for at Volkswagen Svendborg har den største markedsandel i vores område.  

- Martin har investeret masser af tid og energi i sin karriere. Han er på arbejde, når kunderne har brug for ham. Han har lyst til at lære og er en vellidt kollega, som har opbygget en trofast kundekreds. Det falder helt naturligt i forlængelse af Eriks flotte indsats gennem alle årene, at Martin nu overtager posten som salgschef efter ham slutter Hans-Henrik Vilhelmsen.

Vagtskifte den 1. november

Kunder, forretningsforbindelser og andre, der har lyst til at kigge forbi Englandsvej 1 for at fejre vagtskiftet og Eriks 20-års jubilæum med Volkswagen, samt hilse på Erik og Martin, er velkommen den 1. november i tidsrummet kl. 13 – 16, hvor der vil blive budt på en lille forfriskning i dagens anledning.