Her under coronakrisen har Volkswagen Svendborg opdelt personalet for at forebygge smittespredning og for at tilbyde kunderne tider på værkstedet om aftenen i hverdagene.
Med færre medarbejdere kan medarbejderne holde afstand til hinanden, og samtidig servicere kunderne og holde forretningen kørende. Normalt er der fyraften midt på eftermiddagen for personalet på værkstedet. Men på grund af coronakrisen har Volkswagen Svendborg været nødt til at tænke nyt. Så nu er medarbejderne delt op i et dagshold og et aftenhold, så der er god afstand mellem alle ansatte. Og det betyder, at dem, der er på aftenholdet, møder ind kl 15.30 til 22.30 mandag til torsdag.
”Det er rigtig fint. Der kommer kunder hele dagen og aftenen. Det er super, vi kan pleje kunderne hele dagen i den her tid,” siger servicetekniker Sune Gade.
Om fredagen er mødetiderne lidt tidligere. Der møder aftenholdet kl. 13.30 og har fri 20.30. Og opgaverne er de samme som før coronakrisen.
”Det er ligesom, det plejer at være. Det er det samme. Det er små reparationer. Store reparationer. Dækskifte. Service. Det er det hele,” fortæller servicetekniker Christian Svendsen.
Flere fordele i dagligdagen
Normalt ville der være omkring otte medarbejdere på værkstedet på en almindelig dag. Nu er holdet halveret, fordi aftenerne er taget i brug. Og det er der mange fordele ved. Det er mere stille og roligt, knap så meget larm, og stemningen er god i en speciel tid.
”Vi får ro til at fordybe os i opgaverne, så det hele bliver udført korrekt,” forklarer servicetekniker Sune Gade.
Opdelingen af personalet har fungeret over al forventning. Det begyndte som krisehåndtering, men er blevet modtaget meget positivt hele vejen rundt.
”Vi må sige, det har været en succes. Jeg er meget glad for, at personalet har bakket op og vist den fleksibilitet, der skulle til for at kunne køre forretningen videre i den her coronakrise. Og så er vi utrolig stolte og glade for den modtagelse, initiativet har fået efterfølgende. Både fra medarbejderne, men også fra kunderne. Der er mindre pres på, fordi det bliver fordelt over hele dagen. Det smitter af på personalet og dermed også på kunderne,” konstaterer direktør Hans-Henrik Vilhelmsen.
Tilfredse medarbejdere og kunder
Efter den første uge bytter medarbejderne rundt, så dagsholdet nu taget tjansen om aftenen og omvendt. De første, der fik aftenvagten, var godt tilfredse. ”Når man står derhjemme om eftermiddagen og skal til at køre, så tænker man, det ville være rart at være færdig. Men på den anden side har man haft hele formiddagen til at få lavet forskellige småting, så det er egentlig ok,” lyder det fra servicetekniker Peter Falkvar Hansen.
I salgsafdelingen er åbningstiderne de samme som altid. Hverdage til kl. 17.30 og søndag kl. 11-16 – dog med nedsat bemanding.
Fra oven ses serviceteknikerne Sune Gade, Christian Svendsen og Peter Falkvar Hansen